fredag den 26. marts 2021

Praksisafprøvning

Vi vil i denne beskrivelse af vores praksisafprøvning indledningsvis lave en beskrivelse af vores målgruppe samt hvilke faktorer, der særligt skal og vil blive understøttet i det pædagogiske arbejde med vores målgruppe.

Dernæst vil vi beskrive, hvilke didaktiske overvejelser vi haft omkring de pædagogiske aktiviteters mål, læringsudbytte og indhold set i forhold til målgruppens tilegnelse af naturvidenskabelige kompetencer.

Vores praksisafprøvning er bygget op omkring vores lege- og læringskuffert, hvis konkrete indhold efterfølgende vil blive beskrevet, hvorefter vores tidsplan omkring arbejdet med lege- og læringskufferten vil blive fremlagt. 

Det er relevant at fremhæve, at vores praksisafprøvning foregår i et tæt samspil med de foregående dyreholdsopgaver C og D. I det følgende vil vi derfor under afsnittet Dokumentation af pædagogiske aktiviteter løbende referere til opgaverne omkring vores dyrehold med regnorme.

Målgruppe

Målgruppen for vores praksisafprøvning er vuggestuebørn i alderen fra ca. 1-3 år, som er fordelt på de 2 vuggestuegrupper, hvor vi arbejder 👶🏼🧒🏻👧🏾

Vuggestuegrupperne har begge etableret et dyrehold med regnorme, som vil danne udgangspunkt for vores praksisafprøvning.

Børn lærer det, de lærer, på baggrund af en række faktorer som motivation, social baggrund og trivsel. Børn konstruerer deres egen læring og læring er noget, der forgår i det enkelte barn på baggrund af sociale relationer og i en given kultur (Ejbye-Ernst & Stokholm (2015), s.35).

Læring er derfor betinget af følelsen af samhørighed og relation, hvorfor den gode relation mellem det enkelte barn og den voksne er af altafgørende betydning for læringsudbyttet.

Den gode relation samt et indgående kendskab til de 2 børnegrupper er allerede på forhånd etableret, hvilket har den fordel, at vi er bekendte med børnenes forudsætninger for at deltage i de pædagogiske aktiviteter, som vi ønsker at tilrettelægge og afvikle. Derudover, at børnene under vores praksisafprøvning indgår i en tryg og tillidsfuld relation med os som de primære voksne.

Det 0-3 årige barns udvikling og læring foregår i særlig grad igennem sanse- motorik, sanseerfaringer, begrebsverden og sprog (i nævnte rækkefølge) (Naturvejleder Foreningen (2010),s.10).

Lektor Ann Elisabeth Knudsen understreger, at det lille barn helt frem til 3 års alderen først og fremmest opfatter og lærer med udgangspunkt i sansning og egen bevægelse (Naturvejleder Foreningen (2010), s.6). Dette er med til at understøtte gentagelsens glæde hos det lille barn, som samtidig profiterer af gentagelser.

Vi må i den forbindelse være opmærksomme på, at gentagelsen må bære præg af skift og overraskelser for derigennem at sikre, at hjernestammeaktiviteten holdes oppe. Hjernestammeaktiviteten hos det lille barn i læring opretholdes særligt igennem smags- og lugtesansen, efterfulgt af føle-, høre-og synssansen. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at gøre brug af lyde, remser og sange i vores formidling af regnorme (Naturvejlederforeningen (2010), s.6).

Erfaringer viser tilsvarende, at jo mere vi bruger kroppen, jo mere lærer vi. Vi lærer med kroppen forrest, som Kjeld Fredens så fint har formuleret det.

En aktiv og velstimuleret krop er dermed et nødvendigt grundlag for børnenes læreprocesser ( Ejby-Ernst & Stokholm(2015), s.61). I vores praksisafprøvning vil vi derfor have fokus på, at børnene får mulighed for at tilegne sig oplevelser med krop og sanser.

Didaktiske overvejelser

Mål

Vi ønsker at skabe rammerne for at kunne lede og udvikle et pædagogisk forløb med et naturvidenskabeligt udgangspunkt. Vi har derfor fokus på at skabe rammerne for, at børnene får mulighed for at deltage i naturoplevelser og dermed opnår en begyndende forståelse for naturen.

Ifølge Friluftslivets rapport, der undersøger naturvejledning med børn, er der tre forhold som børn husker specielt godt:

• Overraskende hændelser

• Produktion af konkrete genstande eller madlavning

• Kropslige oplevelser

Vi er derfor opmærksomme på, at vi understøtter børnene muligheder for at lave praktiske og kropslige aktiviteter (Ejbye- Ernst & Stokholm (2015), s.185).

Tilsvarende at børnene får mulighed for at tilegne sig sanselige erfaringer og oplevelser fx røre ved regnorm, gå i sansebaljer med forskelligt indhold (fx visne blade, jord, kogt spaghetti m.m.) m.m.

Naturvidenskabelige kompetencer og læringsudbytte

I vores praksisafprøvning har vi valgt at have særligt fokus på følgende naturvidenskabelige kompetencer: observere, undersøge, eksperimentere og kommunikere.

Ovenstående naturvidenskabelige kompetencer er med til at understøtte, at børnene opnår kendskab til og får erfaringer med regnorme. Vi understøtter dermed børnenes muligheder for at tilegne sig naturfaglig viden og færdigheder.

Kommunikative færdigheder: De kommunikative færdigheder vil være i spil under hele forløbet. Vi vil dog være opmærksomme på at anvende naturvidenskabelige begreber.

Evnen til at kunne se forskelle: Vi vil se nøje efter. Hvor er regnormen? Hvordan ser regnormen ud? Hvordan ser regnormens gange ud? Hvilken farve er regnormen? m.m.

Evnen til at forholde sig eksperimenterende: Vi observerer, undersøger og eksperimenterer med regnormene. Fx Hvad spiser regnormene?

Praktisk-færdighedsmæssige evner: Vi har fokus på børnenes første erfaringer med regnorme. Børnene deltager aktivt i de planlagte aktiviteter og igennem deres handlinger, skaber de deres første erfaringer med systemer og kategorier. Fx i opdelingen af jord og sand under den pædagogiske aktivitet, hvor vi betragter regnormenes gange, når vi laver regnorme i saltdej og perler sammen med børnene og kryber rundt som regnorme.

Ovenstående vil blive gjort igennem det pædagogiske arbejde med vores lege- og læringskuffert.


Lege- og læringskuffert 

Vi har i forbindelse med vores praksisafprøvning valgt at udarbejde en lege-og læringskuffert under temaet “Regnorme”, som vi ønsker at anvende i vores pædagogiske arbejde. Valget af en lege-og læringskuffert er faldet os helt naturligt, da vi har gode erfaringer med at understøtte vores pædagogiske arbejde med forskellige rekvisitter fx små bøger, plysdyr, sange, sanglege m.m.

Lege- og læringskuffertens indhold

Vores lege- og læringskuffert indeholder forskellige elementer, som vil være med til at understøtte vores pædagogiske aktiviteter. 

Kufferten indeholder bl.a. følgende:

  • Nøglekort med billeder af fx en regnorm, blade, jord m.m.
  • Billedelotteri
  • Vendespil 
  • Vildkatten spil
  • Sangkort
  • 1 stor regnorm
  • 1 lille regnorm
  • Regnorme i stof
  • Oversigt over ideer til pædagogiske aktiviteter


Tidsplan

Regnormeforløbet er småt i gang ude i vuggestuerne. Forløbet blevet startet op i forbindelse med, at vi etablerede 2 dyrehold med regnorme. Her så børnene indledningsvis billeder og små klip på fx youtube af regnorme. Efterfølgende var børnene selv med ude og finde regnorme på legepladsen, hvor af nogle af dem efterfølgende flyttede ind i et terrarium.

Uge 11 og 12

Børnene bliver præsenteret for vores ”Regnorme Kuffert” og nogle af de elementer, som den indeholder.

Vi har på forhånd udvalgt forskellige pædagogiske aktiviteter, som vil blive afprøvet i henholdsvis Blomsterhaven og Favrdal. Vi ønsker dog samtidig at følge børnenes spor og perspektiver og vi vil derfor både på eget og børnenes initiativ “lege” med kufferten. 

Enkelte elementer i kufferten kræver en smule planlægning, hvilket vi vil tilgodese ved, at vi afsætter tiden hertil. Vi er bevidste om, at det er fordelagtigt at gentage kuffertens aktiviteter, da gentagelser vil være med til at skabe et bedre læringsgrundlag for børnene. Derfor sigter vi mod, at størstedelen af de aktiviteter som vi præsenterer for børnene vil blive gentaget- hvis ikke indenfor tidsrammen på de 2 uger så efterfølgende i tiden frem mod den mundtlige prøve.

Dokumentation af pædagogiske aktiviteter 

Blomsterhaven

De naturfaglige begreber som vil være i fokus under de pædagogiske aktiviteter er som udgangspunkt regnormens kropslige udformning  og bevægelser.

I den første del af nedestående beskrivelse med dertilhørende billeddokumentation vil det blive tydeliggjort, hvordan de naturvidenskabelige kompetencer observere, undersøge, eksperimentere og kommunikere kommer i spil under de pædagogiske aktiviteter.

Del 1:

På overstående billede har Anette igangsat en pædagogisk aktivitet med vores version af et "vildkatten spil". Spillet er en del af lege- og læringskufferten. 

I den pædagogiske aktivitet er Anette aktivt deltagende sammen med et enkelt barn. Aktivitetens mål er, at vi ønsker at styrke barnets naturvidenskabelige kompetencer. Dette gøres ved at understøtte barnets evne til at se nøje efter og ved at understøtte barnets kommunikative færdigheder omkring billederne.

Anette trækker et enkelt billedekort af gang og derefter italesætter hun fx “Her er billedet af regnormen. Kan du finde regnormen på din billedeplade?”.

Spillet fortsætter, indtil alle 8 billeder er fundet. 

Under den pædagogiske aktivitet observerer Anette, at drengen er meget omhyggelig med at se nøje efter og at han, som oftes, gentager de begreber, som Anette italesætter.

Da spillet er færdigt, tager drengen efterfølgende selv initiativ til at lege med"Vildkatten spillet" .

Drengen er særligt interesseret i og optaget af 4 af billederne: regnormen, fuglen, bladende og mariehønen. Vi bruger derfor billederne til at undersøge hvilke forskelle og ligheder, der er imellem de 3 dyr. Vi taler om, hvorvidt det enkelte dyr har ben, om det kan flyve og så taler vi om, at alle dyrene kan spise bladene på billedet.

Drengen kravler efterfølgende ned fra trip trap stolen. Nu viser han Anette, at han genkender de ting, der er på billederne fra samtalevæggen, som hænger i vuggestuen.

Han kan dog ikke finde mariehønen. “Den er væk”, som han siger, hvorefter han kigger spørgende på Anette. Anette følger hans spor og italesætter, at mariehønen synes, at det er for koldt udenfor og venter på, at det bliver forår🐞☀🌱

Begrebet “forår” er endnu ikke et kendt begreb for drengen og Anette uddyber derfor, at mariehønen gemmer sig et lunt sted men kommer frem fra sit skjul, når det bliver varmere udenfor. Afsluttende fortæller Anette drengen, at de måske kan finde mariehønen sammen ude på legepladsen, når det bliver lidt varmere.

Næste gang børnene er på legepladsen sammen med Anette og hendes kollegaer, følger de atter drengens spor og leder efter mariehønen.


Nøglekortene fra lege- og læringskufferten bliver brugt til at illustrere, hvad vi konkret er på "jagt" efter. Børnene har selv nøglekortene med rundt på legepladsen, imens de leder efter mariehønen. Flere af de andre børn bliver opmærksomme på aktiviteten og er interesserede i, hvad de andre børn leder efter. Snart deltager flere af børnene aktivt i at finde mariehøns, dog uden held.

Den pædagogisk aktivitet styrker børnenes færdigheder og evner til at se nøje efter og undersøge flere mulige gemmesteder. Bl.a. under de nedfaldene efterårsblade, i blomsterpotterne, i sandkassen osv.

Imens vi leder efter mariehøns, tager Anette initiativ til at synge sangen “Mariehønen evigglad”. Sangen er allerede kendt af børnene og de kobler sangen til nøglekortene ved, at de peger på billedet af mariehønen.

De børn som verbalt kan udtrykke sig igennem sang synger ivrig med, hvorimod børnene uden verbalt sprog bruger de kendte sangfagter, som hører til sangen “Mariehønen Evigglad”.

Aktiviteten på legepladsen underbygger ikke direkte Anettes valg af pædagogisk mål med brugen af lege- læringskufferten, som er de naturfaglige begreber om regnormen kropslige udformning og bevægelse. Den styrker derimod børnenes naturvidenskabelige kompetencer indenfor områderne at kunne observere, undersøge, og kommunikere.

De naturvidenskabelige kompetencer som børnene har tilegnet sig og styrket igennem de 2 overstående  aktiviteter, får de mulighed for at koble i nedestående aktivitet. Her observerer og undersøger børnene samme med Anette regnormene i deres terrarium. 

Indenfor i vuggestuen er børnene blevet præsenteret for 2 af nøglekortets billeder: terrariet  og regnormen. Da vi kommer ud på legepladsen går flere af børnene målrettet hen til skuret, hvor terrariet er opbevaret. Terrariet har børnene selv været med til at fylde med jord, sand, blade og 10 regneorme. Vi leder sammen i terrariet, mens vi kigger nøje efter vores 10 regnorme. Når børnene finder en regnorm, udviser børnene stor begejstring. Et af børnene siger: "Hurra", da vi finder den første, hvilket flere af de andre børn spejler sig i og gentager.

Der bliver skabt en god kommunikation omkring regnormen. Børnene udtrykker fx.: “Hvor gemmer regnormene sig?, “Stor regnorm”, og “Lille regnorm”.

Børnene er aktive deltagende. De vil gerne grave i jorden og nogle af børnene holder regnormene i deres hænder. Vi kigger samtidig efter, hvordan regnormen kryber afsted.

De sanselige oplevelser understøtter den viden vi har om, at pædagogiske aktiviteter hvor børnene er fysisk deltagende og hvor deres sanser stimuleres er fordelsagtige, når vi som pædagoger sigter efter, at et barn i vuggestuealderen skal skabe nye erfaringer og derigennem udvikle dets læring. 

Del: 2  

I denne del vil vi beskrive og illustrere et forløb, der understøttes af den æstetisk- sanselige tilgang. Her er vores pædagogiske sigte, at vi ønsker, at børnene skal opnå erfaringer med, hvordan regnormens kropslige udformning er og hvordan den bevæger sig. I dette forløb inddrager vi vores lege- og læringskuffert, som skal være med til at underbygge et lege- og læringsmiljø, hvor der er fokus på, at børnene får mulighed for at tilegne sig oplevelser med krop og sanser. 

Aktiviteten er opdelt i 4 tiltag. 


Tiltag 1:
Indledningsvis starter vi med at præsentere lege- og lærings kufferten. Børnene vælger en af regnormene fra kufferten. Der er to typer regnorm at vælge imellem- en lamineret eller en i stof. Hvert barn gemmer sin regnorm i hånden og sammen synger vi sangen: "BØH - Regnorme". Sidst i sangen, kommer regnormen frem og siger “Bøh”..

Efterfølgende ser vi et klip af en YouTube film, der hedder Naturnørden .


Tiltag 2:
Vi laver hver vores regnorm ud af en piberenser og store Maxi hama perler. Denne type regnorme giver børnene et godt indtryk af regnormens kropslige led udformning. Vi understøtter denne læring ved at betragt regnormens krop i en bog, hvor billedet er forstørret meget op. På den måde fremgår dens led meget synlige. Vi eksperimenterer med, at perle-regnormen skal krybe hen over bordet. 

Børnenes perle-regnorme har vi  hængt op over vores puslebord på vuggestuens badeværelse. Dette har efterfølgende understøttet en god kommunikation med børnene omkring regnormens bevægelser.  


Tiltag 3:
"HOV...... hvem spiser regnormen ?" 
Midt under den pædagogiske aktivitet med perle-regnormene, kommer kylling forbi.

Anette fører kyllingebamsen og italesætter: “Kylling er meget sulten og den elsker at spise regnorme”. 
Kylling går på opdagelse mellem børnene, der stadig er meget fokuserede på at lave deres perle-regnorme.

På billedet ovenfor ses det tydeligt, hvordan en af drengene prøver at forsvare sin perle-regnorm ved at holde omkring næbet og skubbe kylling væk. På den måde lykkedes det ikke for kylling at spise hans regnorm.
Den pågældende dreng gør generelt meget lidt brug af sit verbale sprog, men under den lille fangeleg kommunikerer han tydeligt i form af sit non-verbale sprog.  

Tiltag 4: 

Afslutningsvis former børnene regnorme i saltdej. Saltdejen er farvet med rød og grøn frugtfarve for at, på bedste vis, matche regnormens brunlige farve. 

Alle børnene nyder at ælte og trille dejen. Flere af børnene forstår, at det er meningen, at vi skal udforme en "regnorm", hvorimod andre er mere fokuserede på selve sansningen i at arbejde med dejen. 

Vi italesætter regnormens særlige kendetegn fx.: “Regnormen er opdelt i led”, “Regnormen har en mund”, “Den har et bælte omkring midten”. 

Det er mening at både perle- og saltdejsregnormen skal med børnene hjem, når vi er færdig med at bruge/udstille dem i vores leg- og læringsmiljø. 

Favrdal

I det pædagogiske arbejde med vores lege- og læringskuffert har vi i Favrdal haft særligt fokus på, at børnene tilegner sig naturvidenskabelig viden om, erfaringer og oplevelser med regnorme igennem pædagogiske aktiviteter med fokus på brugen af krop og sanser.

I de pædagogiske aktiviteter har vi haft fokus på, at den naturvidenskabelige læring om regnormen vil blive skabt igennem den æstetisk- sanselige tilgang, der vil understøtte børnenes viden om og erfaringer med regnorme. Den æstetisk-sanselige tilgang er bl.a. blevet understøttet igennem brugen af mimisk dramatiske metoder, som har været med til at illustrere og levendegøre formidlingen.

Sanglege

1.

Med udgangspunkt i sangen “Ormen kryber”, som vi bl.a. synger til vores samling, laver vi en sangleg med samme navn.
Den pædagogiske aktivitet starter med, at vi finder vores lege- og læringskuffert frem, hvor vores stofregnorme ligger i. Indeni kufferten er regnormenes gange under jorden illustreret.

Vi taler med børnene om, at regnormene bor under jorden, hvor de laver lange gange. Derudover taler vi med børnene om, at regnormene nogle gange kommer op ovenpå jorden, hvor de kryber rundt, ligesom i vores sang om ormen, der kryber. Vi ligger os ned på gulvet, hvor vi forstiller os, at vi er regnorme, som ligger og kryber på jorden. Vi synger sangen “Ormen kryber”.

“Fuglen” siger et barn. Stine tilføjer “Ja, så kommer fuglen”, hvorefter hun finder nogle næb frem, som er blevet lavet til formålet 🐦

Et barn og Stine er fugle, der flyver rundt, imens resten af børnene, sammen med en pædagog, ligger på gulvet og kryber frem.
En fangeleg udvikler sig. Fuglene hapser regnormene, som pludselig kan løbe og gemmer sig bag ved reolerne og under bordene 🙂



2.

Vi synger sangen “Lille regnorm, lille regnorm”. På skift gemmer et barn en “regnorm”, imens de andre børn forsøger at holde øjnene lukkede. Når regnormen er gemt, begynder vi at synge sangen. Når vi finder regnormen, synger vi “ Her er jeg, her er jeg, goddag, goddag, goddag”. I sanglegen har vi bl.a. fokus på: turtagning, “se nøje efter” og holde øjnene lukkede, imens regnormen bliver gemt 🙂

 Sanseleg

Som navnet antyder, har vi i denne aktivitet fokus på, at børnene tilegner sig naturvidenskabelig viden, erfaringer og oplevelser igennem brugen af deres sanser.

Forud for aktiviteten har børnene selv været med til at indsamle jord og blade, som sammen med kogt spaghetti (regnorme) og forskellige underlag, danner fundamentet for den pædagogiske aktivitet.

 





 

 Krybeleg

I denne aktivitet har vi fokus på, at børnene tilegner sig praktisk-færdighedsmæssige evner.
Vi kryber igennem tunnelrør, som skal illustrere regnormenes gange under jorden.
I aktiviteten er både krop og sanser i spil og børnene får en fornemmelse af, hvordan regnormene kryber rundt i underjordiske gange.


Evaluering og perspektivering 

Under forløbet erfarede vi, at vi fik skabt nogle gode lege- og læringsmiljøer, der dannede rammerne for, at vi kunne lede og udvikle et pædagogisk forløb med et naturvidenskabeligt udgangspunkt. 
Vi har haft fokus på, at børnene fik mulighed for at deltage i konkrete naturoplevelser samt oplevelser, der byggede på den æstetisk- sanselige tilgang. Dette for at understøtte børnenes begyndende forståelse for naturen.
Vi er igennem forløbet særligt blevet opmærksomme på, og samtidig bekræftet i, hvor vigtigt det er for vores målgruppe, at den tilsigtede læring bliver understøttet af den æstetisk-sanselige tilgang. 
Vi har samtidig erfaret, at børnene har haft et positivt udbytte af, at deres undersøgende tilgang er blevet understøttet af muligheden for læring igennem krop og sanser.

Når vi fremadrettet vil gentage regnormeforløbet, vil det være hensigtsmæssig at ligge forløbet tidligst i april-maj måned, hvor regneormene er mere aktive udenfor. 


Litteratur

Ejbye- Ernst & Stokholm (2015), Natur og udeliv. Uderummet i pædagogisk praksis. Systime

Naturvejleder Foreningen(2010): Naturvejleder: Tema: Naturvejledning for småbørn

1 kommentar:

  1. Rigtig god formidling og dokumentation af jeres tanker og kompetencer indenfor jeres praksisafprøvning. Jeg synes I får en bred og nuanceret tilgang til målgruppen og de muligheder der ligger i emnet :-)

    SvarSlet

K4 aktivitet: Karse

Vi har under vores planteholdsopgave del 2 beskrevet, hvordan vi tilrettelægger og gennemfører en pædagogisk aktivitet med fokus på karse🌱 ...