Udviklingen i dyreholdet og børnenes læringsudbytte
Dyreholdets udvikling vil blive formidlet igennem tilrettelæggelse og gennemførelse af vores lege- og læringsrum, der har fokus på, at børnene opnår konkrete erfaringer og oplevelser med regnormene.
Vi kigger fx. nøje efter regnormenes bevægelsesmønster ved at iagttage deres gange under jorden 👀
Når vi ser på børnenes læringsudbytte, vil dette være helt individuelt fra barn til barn. Det kan derfor være svært at formidle et overordnet læringsudbytte samlet set. Såfremt det er ønskeligt at formidle et læringsudbytte til fx forældrene eller fordi, at barnets aktuelle viden er vigtig i forhold til planlægning af nye pædagogiske aktiviteter, kan vi med fordel udarbejde nogle fokuspunkter, som gør en mere nøjagtig måling mulig.
Eksempler på fokuspunkter kunne fx være:
Er der børn, som ikke har mod på at holde regnormene i deres hænder og kan vi igennem pædagogiske aktiviteter fremme lysten og modet til at prøve? Herigennem muligvis opnå, at børnene gør det af egen fri vilje under en undersøgelsesaktivitet, hvor vi fx har “regneorme” (spaghettier) i sansebaljer.
Vi kan også med fordel udvælge fokusord, som vi ønske at tage udgangspunkt i og måle på.
Eksempler på fokusord i vuggestuens pædagogiske arbejde med dyreholdet kunne fx være: regnorm, blad, jord, mad, krybbe, fugl m.m. 🍃🥪🐦
Efter en på forhånd angivet tidsperiode vil vi kunne observere, om børnene anvender de udvalgte fokusord. Dette vil give os et lille indblik i, hvad børnenes læringsudbytte er?
Hvordan stilladseres læreprocessen?
I den pædagogiske aktivitet med og omkring vores dyrehold, har vi undervejs understøttet børnenes læringsudbytte ved at skabe et lege- og læringsmiljø, der har til hensigt at stilladsere børnenes læreprocesser.
Vi bruger bl.a. dialogisk læsning til at formidle viden omkring regneormene. I den dialogiske læsning følger vi børnenes spor og stopper op i bogen, hvor det giver mening for børnene.
Eksempel: Et barn peger på billedet af en fugl, som sidder på en vandkande (se billedet nedenfor). Vi går i dialog med barnet. Fx; Hov... der sidder fuglen, den ligner solsorten, som nogle gange er på vores legeplads..... mon solsorten er på jagt efter en regneorm?
Vi forsætter denne tilgang under den resterende læsning, hvor barnets udspil vil danne grundlag for den videre dialog.
Uddrag af børnebogen: Ulækre regnorme af Vivian French
I det fysiske lege - og læringsmiljø inde på selve vuggestuegruppen, er der blevet udarbejdet en kreativ samtalevæg ved brug af forskellige teknikker (se billedet nedenfor). Planchen består bl.a. af udprintede billeder (ræv, kanin og regnorme), pap og papir til de forskellige baggrunde (jord, himmel og græs), maling (regnormenes gange) og blade fra naturen. Planchen er inspireret af vores tegning over det kredsløb/økosystem, hvor regnormen indgår i (se tegningen under dyreholdsopgave B).
Under vores arbejde med at skulle tilrettelægge nogle pædagogiske aktiviteter i forbindelse med vores dyrehold, har vi reflekteret over, hvorledes vi kan skabe et understøttende lege- og læringsmiljø udenfor på vuggestuens legeplads. Vi er i den forbindelse kommet frem til, at det kunne være hensigtsmæssigt at have en tilsvarede samtalevæg udenfor, som vil kunne understøtte og danne fundament for dialog og En tilsvarende læring med børnene udenfor.
Vi har desuden udarbejdet en lege- og læringskuffert, som vil blive beskrevet i vores blogindlæg omhandlende vores praksisafprøvning (Pt. under udarbejdelse).
Kufferten har, som de 2 andre overstående eksempler, til hensigt at understøtte børnenes læreprocesser i og omkring vores dyrhold.
I det pædagogiske arbejde med den understøttende læreproces har vi til hensigt at aktivere de 4 generelle færdigheder og evner, som er hensigtsmæssige at sigte efter i det pædagogiske arbejdet med, at børnene tilegner sig naturvidenskabelige kompetencer.
Vi har derfor de kommunikative færdigheder i fokus således , at de nævnte pædagogiske aktiviteter er baseret på, at udvikle børnenes færdigheder og evner i forhold til deres aktuelle sprogudvikling med fokus på naturfaglige begreber på et alderssvarende niveau.
Det er her vigtig, at vi er opmærksomme på det, som vi ikke ser. I følge psykolog Mogens Hansen, er det er afgørende betydning for børnenes læring, at de er sammen med en vidende voksen (Ejbye-Ernst og Stockholm (2015), s. 186).
Under de pædagogiske aktiviteter er vi desuden med til at understøtte børnenes muligheder for og lysten til at se nøje efter og få øje på forskelle og ligheder. Dette sker bl.a. igennem samtaler og dialog med børnene omkring vores samtalevæg på stuen. Vi “går på jagt” efter regnormene, øver os i at holde fokus, finde frem til noget og måske blive opmærksomme på noget andet. Fx “Hov... fuglen har 2 ben, ræven har 4 ben.....men regneormen, den har ingen ben”.
Dette kunne lede hen til, at vi afprøver en eksperimenterende tilgang, hvor vi kryber rundt på gulvet som regneormen, flyver som fuglen og "kravler" som ræven på alle 4. En pædagogisk aktivitet der vil kunne understøtte en mulig begyndende forståelse af, at menneskets og dyrenes bevægelsesmønster er forskellige. Vi aktiverer dermed de praktisk-færdighedsmæssige evner hos børnene (Ejbye-Ernst og Stockholm (2015), s.182 - 211).
Kilde:
Ejbye- Ernst, N. og Stokholm, D (2015), Natur og udeliv. Uderummet i pædagogisk praksis. Systime
Ingen kommentarer:
Send en kommentar